I arbejde

I arbejde med MS

Er du ansat i en ordinær stilling eller et fleksjob, hvor målet er at blive i det nuværende job på nye vilkår? Så kan du læse om de relevante arbejdsmarkedsordninger i denne artikel.

Det er meget forskelligt, hvordan sclerose (MS) kommer til udtryk fra menneske til menneske, og derfor er det også meget individuelt, hvilke former for støtte, man kan have brug for til at fastholde sit arbejde, også selvom man ikke kan fortsætte med at arbejde på fuld kraft. Nogle mennesker med MS vil kunne fortsætte deres arbejdsliv som hidtil, mens andre vil have brug for hjælp i form af nedsat arbejdstid, fleksible mødetider eller måske en af de andre støtteordninger, der findes.

De forskellige ordninger er præsenteret i den rækkefølge, de typisk bliver aktuelle i i forhold til graden af hjælp, man har brug for. 
Vær også opmærksom på, at nogle ordninger kun kan bevilges, hvis man allerede har forsøgt at fastholde ansættelsen med en af de mindre omfattende støtteordninger.

Målet er fastholdelse i nuværende job. Støttemulighederne er:

Ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår

Når man oplever at have behov for at få ændret sine arbejdsvilkår på grund af MS, vil første skridt som regel være en afklaringssamtale. Under afklaringssamtalen undersøger man sammen med sin arbejdsgiver muligheden for at fortsætte ansættelsen i virksomheden, blot på andre vilkår. 
For overenskomstansatte gælder de sociale kapitler, der er skrevet ind i de fleste overenskomster i Danmark.

De sociale kapitler giver arbejdsgiveren lov til at fravige den almindelige overenskomsts aftaler om løn og arbejdsvilkår for at kunne fastholde en medarbejder, der af den ene eller anden grund ikke kan bestride en ordinær ansættelse. Hvis man ikke er omfattet af en overenskomst, fx hvis man er kontraktansat, gælder tilsvarende regler for 'Ansættelse på særlige vilkår'.

Læs mere om ansættelse efter de sociale kapitler og ansættelse på særlige vilkår i artiklen "Inspiration til afklaringssamtale om MS på arbejde"

Paragraf 56 aftale

En §56-aftale bruges ofte ved kronisk eller alvorlig sygdom, hvor man regner med at have mere end ti sygedage i løbet af året. Aftalen betyder, at din arbejdsgiver får dagpengerefusion fra kommunen allerede fra din første sygedag.

Kontakt Jobcenteret for at høre om §56-aftale eller læs mere på Borger.dk 

Hjælpemidler og særlig indretning på arbejdspladsen

Ligesom i ens private hjem, kan man også søge om støtte til hjælpemidler eller særlig indretning af arbejdspladsen. Hjælpemidler kan være alt fra et ergonomisk tastatur til en særlig stol.

Særlig indretning af arbejdspladsen er også en bred betegnelse, der kan dække over alle fysiske ændringer, lige fra udvidelse af døråbninger og fjernelse af dørtrin til ramper og trappelift.

Læs mere om hjælpemidler og særlig indretning af arbejdspladsen på jobcenterets hjemmeside eller på Borger.dk 

Personlig assistance

I nogle tilfælde er der mulighed for at få tildelt nogle timers personlig assistance i forbindelse med at skulle varetage sine arbejdsfunktioner. (Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.)

Kontakt Jobcenteret for at høre om personlig assistance eller læs mere på Borger.dk 

Fastholdelsesfleksjob

For nogle mennesker kan det være en mulighed at gå fra at være ansat i en ordinær stilling til at være ansat i et fleksjob i samme virksomhed, som de hidtil var ansat i – det kaldes et fastholdelsesfleksjob.

For at blive bevilget et fastholdelsesfleksjob skal man opfylde en række kriterier, der er nærmere beskrevet på Borger.dk – og derudover skal man, sammen med sin arbejdsgiver, kunne dokumentere, at man allerede forgæves har forsøgt at fastholde ansættelsen ved at bruge de sociale kapitler, der findes i de fleste overenskomster fx omplacering eller ansættelse på særlige vilkår (hvis arbejdspladsen ikke er omfattet af en overenskomst).

Derfor kan det være en god idé, allerede tidligt ved varig sygdom, at tale med sin arbejdsgiver om ansættelse på særlige vilkår eller evt. omplacering.
Under fleksjobordningen (både fleksjob og fastholdelsesfleksjob) er der mulighed for at aftale forskellige typer fleksibilitet i ansættelsen fx faste hvilepauser, fleksible møde- og fyraftenstidspunkter, nedsat arbejdstid eller færre arbejdsdage. 
Reglerne er komplicerede, kontakt derfor din fagforening eller kommunens jobcenter for at få svar på, hvilke regler der gælder i din situation.

Du kan også læse mere på Borger.dk 

Denne artikel er revideret i efteråret 2017 i samarbejde med selvstændig socialrådgiver, Stine Juul – men da arbejdsmarkedsreglerne ændrer sig løbende, vil vi kraftigt opfordre dig til også at undersøge de gældende regler på Borger.dk, hos din fagforening eller hos jobcenteret i din kommune.

Januar 2019