Hvordan påvirkes kroppen af MS?

MSguiden Hvordan påvirkes kroppen af MS?

MS er en neurologisk autoimmun sygdom. Her kan du læse mere om, hvordan sådan en sygdom opfører sig i kroppen.

En ting, der kan være svær at forstå ved en neurologisk sygdom som MS er, at skaderne og symptomerne opstår forskellige steder i kroppen. Selv om man oplever symptomer som at miste følelsen i en arm, skyldes det stadig en skade et sted i hjernen eller i rygmarven.

MS er også en autoimmun sygdom, det vil sige, at det er kroppens eget immunforsvar, der af en endnu ukendt årsag går til angreb på nervesystemet. Angrebene rammer myelinet, en fedtlignende substans, der ligger uden om nervetrådene og normalt forstærker overføringen af nerveimpulser til og fra forskellige dele af nervesystemet.

Hver gang myelinet udsættes for inflammation (betændelse), som immunforsvarets angreb forårsager, dannes der små ar (også kaldet plaks), der gør, at overførslen af nerveimpulser svækkes og/eller forsinkes.

Læs mere om, hvordan nervesystemet og immunforsvaret fungerer, når man har MS.

Januar 2019