Gode råd til samtale med sagsbehandler
Hvis man ikke er vant til at have kontakt med kommunens sagsbehandlere, har vi samlet en række råd til, hvordan man bedst kan etablere et godt samarbejde.
Der er mange fordomme om kommunal service og kommunale sagsbehandlere, for det er ofte kun de kedelige sagsforløb, man hører om i medierne og i sin omgangskreds. Virkeligheden er heldigvis, som regel, et stykke fra fordommene; langt de fleste borgere, der henvender sig til deres kommune for at få hjælp, møder fagligt kompetente og velmenende kommunale medarbejdere, der gør alt for at yde den service, som borgerne har krav på.
Ved sclerose (MS) kommer kommunen som regel ind i billedet, når MS-symptomerne gør, at man har brug for hjælp til at klare hverdagen og arbejdslivet. Det er kommunen, der står for alle arbejdsmarkedsordningerne som flexjob, §56-aftaler og længere sygemeldinger (læs mere i kapitlerne om arbejdsmarkedsordningerne , og det er også kommunen, der står for hjælpemidler og anden støtte, man måtte have brug for i hverdagen.
Det er altid en god idé at være forberedt og fx have skrevet ned, hvad man skal huske at spørge sagsbehandleren om – start med det vigtigste! Det kan også være en god idé at tage sin partner, en anden pårørende eller ven med til samtalen, så er man to til at huske pointer og svar på de spørgsmål, man stiller. Når man er to, så har man også én at drøfte mødet med bagefter.
Det er langt fra alle, der kender MS til bunds og ved, hvad det betyder fx at kæmpe med sclerosetræthed (fatigue). Det kan derfor være en god idé at have information om sine symptomer med til mødet. Her på MSguiden.dk har vi en hel sektion om symptomer, som du er meget velkommen til fx at printe og tage med. Husk dog, at sagsbehandleren kun er interesseret i de symptomer, du oplever, og hvordan de specifikt påvirker din arbejdsevne.
Læs mere her
Sædvanligvis har man meget at drøfte, når man holder møde med sin sagsbehandler. Derfor kan det være en god idé at gøre det klart fra mødets start, hvad man forventer at få ud af mødet, fx en løsning på at takle en funktionsnedsættelse eller en afklaring af, hvilke arbejdsmarkedsordninger, der kan være relevante i ens nuværende situation.
Husk at beskrive, hvilke situationer, der volder dig problemer og hvilken støtte, du har brug for. Kom eventuelt med idéer til, hvilke løsninger, der ville kunne hjælpe dig. Husk at spørge, hvis der er noget, du ikke forstår, og bed sagsbehandleren om at forklare det igen.
Bed om at få forklaret, hvordan det videre forløb bliver, og hvornår du kan forvente svar. Sørg også for at få at vide, hvem du kan kontakte og hvordan, hvis du har flere spørgsmål eller vil spørge til processen.
Og endelig, husk at følge op på diverse aftaler, hvis du fx skal fremsende lønsedler, ansættelseskontrakt eller lægeerklæringer, så din sag kan komme hurtigt videre i systemet.
Denne artikel er revideret i foråret 2019 i samarbejde med selvstændig socialrådgiver, Stine Stenholt – men da arbejdsmarkedsreglerne ændrer sig løbende, vil vi kraftigt opfordre dig til også at undersøge de gældende regler på Borger.dk, hos din fagforening eller hos jobcentret i din kommune.
Oktober 2020
Anbefalede artikler
Prioriter din energi
Når man har MS, er det vigtigt at prioritere sin energi, så man har kræfter til det, der er vigtigt – og så skal man lære at sige nej, når...
Magasinet Kvinde med MS
Nu er vores populære magasin Kvinde med MS kommet i en elektronisk udgave, der kan ses eller downloades elektronisk, når det passer dig.
Magasinet Mand med MS
Mand med MS sætter fokus på de udfordringer, der kan være ved at være mand med en kronisk sygdom