Planlæg din energi

MSguiden - Planlæg din energi

Læs mere om, hvordan du finder en balance i din hverdag, så du har energi til de ting, der er vigtige, og som gør dig glad.

Alle mennesker har en vis portion energi til hver dag. Det har du også. Forskellen mellem dig og dem, der ikke har en kronisk sygdom, er, at de kan presse sig selv mere, end du kan. Bruger du mere energi, end din krop tillader, risikerer du at tømme din energikonto – for resten af ugen. Derfor skal du finde en balance mellem, hvad der tager din energi, og hvad der giver dig energi.

Lær din energi at kende
For at modvirke trætheden skal du vide, hvad der giver og tager energi. Du kan i en periode føre en logbog eller dagbog for at kortlægge, hvad der gør dig træt, og hvad der giver dig energi.

Træthed MS

I bogen kan du fx notere:

• Hvordan har du sovet i nat?
• Hvad har du lavet, der gjorde dig glad?
• Hvad har du lavet, der gav dig energi?
• Hvad har du lavet, der gjorde dig træt?

Du kan evt. vise din bog til din MS-sygeplejerske eller psykolog. Så kan I sammen lægge en plan for, hvordan du laver mindre af det, der gør dig træt, og mere af det, der gør dig glad og giver energi.

På det praktiske plan kan det være en god idé at finde et sted i hjemmet, hvor du kan lade op og hvile. Hvis det er soveværelset, så undgå alt for meget rod og rent vasketøj – så du kan fokusere på at lade op og ikke får dårlig samvittighed over, at vasketøjet ikke er kommet på plads.

Man slapper ikke ordentligt af, hvis man hele tiden bliver afbrudt, fx af børn, der lige skal spørge om det ene eller det andet. Måske kan du lave et skilt og sætte på døren? Nogle børnefamilier med lidt større børn bruger et skilt med et ur, så børnene selv kan se, hvornår mor eller far er færdig med at hvile sig.

Man kan også aftale regler for forstyrrelse. Er den anden forælder hjemme, er det her, man spørger.

Hvis du har svært ved at finde ro til at hvile midt på dagen, er der mange, der har glæde af forskellige typer meditationsmusik eller apps med beroligende lyde (ambient sounds) som fx regn mod en rude eller en bæks stille rislen.

Der findes et hav af forskellige apps med både meditationsmusik og ambient sounds, og hvis du ikke har en smartphone, kan man låne musik på biblioteket. 

På apoteket kan man også købe musik fra MusiCure, der er komponeret at Niels Eje særligt med henblik på patienter.

Oktober 2020 

Anbefalede artikler


Forstå hvad der sker i hjernen ved MS

Forstå, hvad der sker i hjernen ved MS

4. september 2022

Introduktion til hjerneatrofi (hjernesvind) ved MS. Hjerneatrofi er en almindelig del af sygdomsbilledet ved multipel sclerose (MS) og kan opstå...

MSguiden - Evalueringsskema

Evalueringsskema

3. september 2022

Med dette evalueringsskema kan du markere, hvor meget nogle af de mest almindelige MS-udfordringer påvirker dig i hverdagen.

MSguiden Annes historie

Annes historie

Lever du med multipel sclerose (MS) inde på livet?