Rejseforsikring med MS
Læs her om rejseforsikringer, det blå sygesikringsbevis og andre dokumenter, der er vigtige at have styr på, inden du rejser.
En rejseforsikring koster ikke nogen formue – men det kan det hurtigt komme til, hvis du ikke har styr på papirerne. Tag dine forholdsregler og hav styr på disse fire ting, inden du rejser:
Det blå EU-sygesikringskort
For at få ret til samme behandling, som borgerne i det land, du rejser i, skal du medbringe det blå EU-sygesikringskort. Kortet gælder i EU og kun ved akut opstået sygdom. Vær opmærksom på, at nogle lande kan have regler om egenbetaling.
Rejseforsikring
De fleste har en normal rejseforsikring via deres forsikringsselskaber, men nogle gange kan det være nødvendigt at tilkøbe ekstra dækning – fx hvis man rejser længere tid af gangen, eller rejser uden for Europa. Rejseforsikringen dækker de omkostninger, der er ved akut opstået sygdom, så du ikke risikerer at stå tilbage med regningen. Undersøg også, om der gælder særlige vilkår, når man rejser og har en kronisk sygdom. Rejseforsikring kan være forskellig fra selskab til selskab, og det kan have betydning for dækningen, hvor lang tid siden det er, at du har haft et attak. Så det kan være en god idé at kontakte forsikringsselskabet, inden du bestiller rejsen.
Pillepas (Schengen-attest)
Et pillepas er din dokumentation for, hvad din medicin er, at den er til eget forbrug og en del af din behandling. Apoteket udformer pillepasset. I nogle lande er det ikke gyldigt. Her skal du kontakte landets ambassade i Danmark. Tjek apoteket.dk for mere information.
Medicinsk forhåndstilsagn
Vær på den sikre side og få et medicinsk forhåndstilsagn fra dit rejseforsikringsselskab. Så undgår du en situation, hvor du ender med regningen for pludselig indlæggelse i udlandet. Tilsagnet sikrer nemlig, at du får dækket dine udgifter. Undersøg via dit forsikringsselskab.
Oktober 2020
Anbefalede artikler
Magasinet Kvinde med MS
Nu er vores populære magasin Kvinde med MS kommet i en elektronisk udgave, der kan ses eller downloades elektronisk, når det passer dig.
Magasinet Ung med MS
Ung med MS sætter fokus på de udfordringer, der kan være ved at være ung med en kronisk sygdom.
Magasinet Mand med MS
Mand med MS sætter fokus på de udfordringer, der kan være ved at være mand med en kronisk sygdom