Tidlig diagnose og behandling af MS

Læs her, hvorfor det er vigtigt at starte i behandling så hurtigt som muligt ved symptomer på MS

For at kunne stille diagnosen multipel sclerose, plejer man at sige, at der kræves spredning af symptomer i tid og sted.

'Spredning i tid' betyder, at man skal have haft mere end ét attak. (Man kan godt have haft 'små' attaker, der ikke har givet mærkbare symptomer, inden man mærker sygdommen første gang. Disse 'små' attakker kan ses på MR-scanningen).

'Spredning i sted' betyder, at attakkerne skal være forskellige, så det er tydeligt, at symptomerne stammer fra inflammationer i forskellige dele af centralnervesystemet.

I dag findes der ingen enkeltstående undersøgelse, der kan afgøre, om en person har MS. Neurologen baserer sin vurdering på forskellige typer undersøgelser af patienten. For at få den bedst mulige behandling, er det vigtigt at få stillet den rigtige diagnose.

Den foreløbige diagnose, som man kan få efter første attak, og hvis der er stor risiko for at udvikle MS, kaldes, den første kliniske demyeliniserende isolerede hændelse/syndrom 'Clinically Isolated Syndrome', forkortet som CIS, der også bruges på dansk. I dag findes der sygdomsdæmpende (sygdomsmodificerende) medicin til at behandle både CIS og MS.

Hvis man har fået symptomer, der tyder på, at man har risiko for at udvikle MS, er der god grund til at starte behandling med det samme. De nyeste sygdomsdæmpende (sygdomsmodificerende) lægemidler er dem, der er mest effektive i den tidlige fase af sygdommen.

Allerede i starten af sygdomsforløbet opstår der skader på centralnervesystemet, og det er skader, som kan undgås eller reduceres gennem aktiv behandling. I dag ved vi, at tidlig start af behandling – allerede efter første attak – kan forhindre skader i centralnervesystemet (CNS) og bremse sygdomsforløbet.

Ved hjælp af sygdomsdæmpende medicin kan man også forlænge tiden indtil næste attak og dermed udviklingen af MS. At 'udsætte' sygdommen og forhindre tidlige skader er vigtigt, da der ikke findes nogen behandling, der kan helbrede skaderne i CNS, når først de er opstået. Derfor er det vigtigt, at man får behandling tidligt, og at man følger neurologens foreskrevne behandling, også selv om man i lange perioder føler sig helt rask og symptomfri.

Vigtigt med tidlig behandling
Der er foretaget flere studier, hvor sygdomsdæmpende (sygdomsmodificerende) medicin er blevet sammenlignet med placebo (medicin uden virkning). I de tilfælde, hvor de placebo-behandlede patienter efter et stykke tid skiftede over til aktiv sygdomsmodificerende medicin, har man iagttaget, at patienter havde stor effekt af medicinen. Samtidig har man kunnet observere, at placebo-behandlede patienter ikke formåede at 'indhente forspringet' til de patienter, der havde fået sygdomsmodificerende medicin fra starten. Patienterne, der havde fået sygdomsmodificerende medicin helt fra begyndelsen, fik færre attakker og færre funktionsnedsættelser end dem, der var startet med placebo.

I dag bruges de internationale diagnosticeringskriterier (McDonald-kriterierne) til at diagnosticere MS. Ifølge de gamle kriterier skulle man have haft mindst to attakker for at få stillet diagnosen MS. I dag er det tilstrækkeligt med ét attak, hvis resultat ved en efterfølgende MR-scanning opfylder nogle fastlagte krav. Det vil i praksis sige, at hvis man har haft ét attak, vil man kunne få diagnosen, hvis MR-scanningen understøtter det, og dermed kunne komme i behandling tidligere. Selv om man som patient måske oplever, at det tager lang tid at få en diagnose, er det trygt at vide, at neurologerne arbejder aktivt for at finde en metode til at stille diagnosen MS så tidligt som muligt, så behandlingen også kan igangsættes så hurtigt som muligt.

Oktober 2020